Amerikas Forenede Stater
Historie

Overblik

Den 19. april 1775 marcherede en afdeling af den britiske hær fra Boston, Massachusetts, ind i landet, i søgen efter våbenlagre og for at arrestere bestemte prominente lokale ledere. Ved Lexington mødte og derefter fyrede de våben af mod en gruppe lokale lokale militsfolk, som havde samlet sig på byens tingsted. Senere på deres marchrute mødte hæren en meget større gruppe militsfolk ved en bro i Concord, og den blev tvunget tilbage. På vejen tilbage til Boston var de britiske soldater konstant udsat for snigangreb. Disse blodige træf kom efter 12 års eskalerende politisk konflikt mellem kolonierne og det britiske parlament og markerede begyndelsen på Den Amerikanske Revolution.

Den 10. maj 1775 startede the 'Second Continental Congress' med repræsentanter fra 13 af de britiske kolonier nær Nordamerikas Atlanterhavs-kyst sine møder i Philadelphia, Pennsylvania. Kongressen startede øjeblikkeligt med at etablere en føderal regering for de 13 forbundne kolonier, der overtog regeringsfunktioner, der hidtil var varetaget af kongen og det engelske parlament og bad de enkelte stater forberede statsforfatninger for deres egne anliggender. Kongressen udpegede George Washington til at stå i spidsen for en hær og sendte ham til Boston, hvor lokale militser var i færd med at besejre den britiske hær.

Efter et års krigstilstand erklærede Kongressen USA uafhængigt af Storbritanien i uafhængighedserklæringen. Et udvalg på fem mennesker, blandt andet John Adams og Benjamin Franklin, fik ansvaret for at skrive udkastet til erklæringen, men ordlyden af dokumentet tilskrives først og fremmest Thomas Jefferson. Jeffersons arbejde blev imidlertid grundigt revideret af Franklin og derefter sendt til Kongressen, hvor flere ændringer blev foretaget - heriblandt fjernelsen af anklager mod George III relateret til slaveri.
Det første land der anerkendte USA var bystaten Dubrovnik (på det tidspunkt kendt under navnet Ragusa).

Med hjælp fra en alliance med Frankrig lykkedes det i sidste ende USA at vinde Den amerikanske uafhængighedskrig over Storbritanien - manifesteret ved Paristraktaten, der gav det nyfødte USA ansvar over et stort øde rige strækkende fra Atlanterhavet til Mississippifloden samt den sydlige Great Lakes-region.

I efterkrigstiden udgjorde økonomisk depression og svagheden af de politiske institutioner alvorlige udfordringer for den unge nation. Kongressen fortsatte med at agere føderal regering og formaliserede sin egen status med Articles of Confederation, foreslået og vedtaget i 1778, men først endeligt ratificeret i 1781. Articles of Confederation tegnede grundridset af en regering for en permanent føderation af stater, men uden at gøre det klart om USA var tænkt som en nationsstat eller som en mere løs sammenslutning af stater.
Den generelle opfattelse af, at der var brug for en mere kraftfuld og fuldendt føderal regering førte i 1787 til indkaldelse af et konvent med det formål at overveje revideringer af Aricles of Confederation. Dette konvent forsamledes i Philadelphia og endte med at forfatte en decideret forfatning, der blev ratificeret af elleve stater i 1788.

Den amerikanske forfatning trådte derfor i kraft i 1789, og George Washington blev valgt som USA's første præsident.

Uafhængighed og Den Amerikanske Revolution

USA fremkom af sammenkoblingen af 13 britiske kolonier i Nordamerika - placeret omkring kontinentets Atlanterhavskyst. I løbet af det 17. og starten af det 18. århundrede, havde kolonierne skabt en tradition for noget nær selvstyre, mens Storbritannien var optaget af borgerkrig og andre problemer. Efter afslutningen på den såkaldte verdenskrig, kendt i Europa som Syvårskrigen og i Nordamerika som Den fransk-indiske krig i 1763, stod Strobritannien tilbage som verdens dominerende magt, men var samtidig dybt forgældet og derfor knap nok i stand til at finansiere en hær og flåde kraftig nok til at kontrollere verdensherredømmet. Det britiske parlaments forsøg på at hæve skatterne overfor de nordamerikanske kolonister skabte frygt blandt amerikanerne om, at deres rettigheder som 'englændere' - først og fremmest deres ret til selvstyre var i fare. Eliten blandt kolonisterne havde tilegnet sig en 'whigish' politisk indfaldsvinkel, som kom i strid med de britiske lederes konservative udgangspunkt.

En lang række skattestridigheder med parlamentet førte til uformelle korrespondanceudvalg mellem kolonisterne, der havde til formål at koordinere protester og modstand og i sidste ende indkalde til et samlet konvent - kendt som The First Continental Congress for at starte en handelsboycot. Konventskongressen havde deltagelse fra 12 af kolonierne, men ikke British Florida, det dengang meget lille Georgia i den sydlige ende af Newfoundland og Nova Scotia i den nordlige ende, samt heller ikke fransktalende Quebec. Denne første konventkongres besluttede, at endnu et konvent skulle indkaldes, hvis forsøg på at nå enighed med Storbritannien glippede.

Den anden konventskongres mødtes første gang i maj 1775 i efterdønningerne af væbnede sammenstød mellem Massachusetts' militser og den britiske hær i april måned. Kongressen startede øjeblikkeligt med at etablere sig som en føderal regering for de nu 13 allierede kolonier og bad de enkelte stater forberede statsforfatninger for deres egne anliggender. I juni 1775 udpegede kongressen George Washington, en prominent Virginia-borger med erfaring fra syvårskrigen, som leder af en nyetableret kontinentshær byggende på de militser, der sloges med de britiske styrker, der besatte Boston.

I løbet af vinteren 1775-76 mislykkedes et forsøg på at erobre Quebec, og oprustningen af de britiske styrker ved Halifax, Nova Scotia, forhindrede, hvad der senere blev Canada i at forene sig med de 13 'amerikanske' stater. Det lykkedes amerikanerne at erobre et britisk fort ved Ticonderoga, New York, og transportere kanoner gennem ødemarken i det vestlige Massachusetts frem til udkanten af Boston. Synet af kanoner på Dorchester-højen over byen fik briterne til at evakuere Boston den 17. marts 1776.

Den 4. juli 1776 erklærede den anden konventskongres fra sit sæde i Philadelphia USA for uafhængigt i et meget skelsættende dokument, Uafhængighedserklæringen, der primært var forfattet af Thomas Jefferson. Det første land til at anerkende USA efter Uafhængighedserklæringen var bystaten Dubrovnik (på det tidspunkt også kendt under navnet Ragusa).

I august fragtede den britiske flåde den britiske hær til New York, som briterne besatte upåagtet af Washingtons spartanske forsøg på at forsvare byen. Briterne fastholdt besættelsen af New York City indtil krigens afslutning. En storstilet plan, senere kendt som Saratogakampagnen blev forfattet i London med det formål at lave koordinerede bevægelser ned fra Canada og op fra Hudson for at mødes ved Albany, New York, og dermed dele kolonierne i to og skille New England fra resten. Mislykket kommunikation og planlægning resulterede imidlertid i, at hærfraktionen fra Canada, ledt af General Burgoyne, kom igennem noget af det tætteste skov i Nordamerika, nord for Albany. Burgoynes hær rykkede derfor kun få kilometer frem i løbet af hele sommeren 1777 og blev sluttelig overfaldet ved Saratoga af en samling militser, dirigeret af en lille kerne af professionelt trænede amerikanske soldater - alt i alt en kampstyrke, der var briterne overlegen. I mellemtiden drog den anden britiske hærdivision, der skulle have rejst op langs Hudson i stedet til Philadelphia i et spinkelt forsøg på at erobre den amerikanske 'hovedstad'.

Sejren ved Saratoga betød, at franskmændene gik ind i en åben alliance med USA. Med den manøvre blev Den Amerikanske Revolution en del af en verdenskrig, hvori franskmændene i perioder fik støtte af hollænderne og spanierne, for at dæmme op for briternes magt. Briterne vendte i stedet deres militære fokus mod de tyndtbefolkede sydlige kolonier, hvor der efter sigende også var mindre revolutionsstemning. I 1781 tog en fælles amerikansk-fransk hær støttet af en fransk flådeenhed en stor britisk hærenhed under ledelse af Cornwallis til fange ved Yorktown, Virginia. Med Cornwallis' overgivelse blev der for alvor gjort en ende på briternes forsøg på militære løsninger.

I de efterfølgende traktatforhandlinger blev den amerikanske delegation ledet af Benjamin Franklin, men inkluderede også John Adams og John Jay. Amerikanerne ignorerede deres aftale med franskmændene om ikke at søge separat fred, som ville gøre det vanskeligt for franskmændene at få landområder fra briterne, og var derfor derfor i stand til at forhandle grænser hjem, der gav det nyfødte USA kontrol over et område fra Allegeheny Mountains til Mississippifloden og den sydlige Great Lakes-region. Samlet set en i store dele ubeboet region næsten så stor som Vesteuropa. Freden med Storbritanien fik navnet Paristraktaten (i 1783).

Forfatningskonventet

En række forsøg på at organisere en bevægelse for at præcisere og fremtvinge reformer kulminerede i, at Kongressen indkaldte det konvent, som mødtes i Philadelphia, Pennsylvania, i løbet af sommeren 1787 og som i historisk terminologi kendes som 'Forfatningskonventet i 1787'. Det beskedne formål med mødet var at foreslå reformer til 'Articles of Confederation', men hurtigt (og hemmeligt) begyndte arbejdet med en helt ny forfatning – allerede kort efter første møde. Den forfatning som konventet foreslog, indebar en føderal regering, begrænset i omfang, men uafhængig og overlegen i forhold til staterne, indenfor dens kompetenceområder samt i stand til at indkræve skatter og udstyret med både udøvende og dømmende magt og to lovgivende forsamlinger. Den nationale lovgivende magt - Kongressen - illustrerede det centrale kompromis under konventarbejdet imellem de små stater, som ville bevare den magt de havde med 'en stat - en stemme'konceptet, som de havde under 'Articles of Confederation' og de større stater, som ønskede at deres større befolkning og rigdom skulle resultere i en mere proportional magtandel. Overhuset, Senatet, indebar en ligelig repræsentation af staterne, mens underhuset, Repræsentanternes Hus skulle vælges fra nogenlunde lige store distrikter.

Forfatningen skulle godkendes af statskonventer, specielt indkaldt til formålet, og Kongressen anbefalede derfor forfatningen til staterne og bad dem derfor indkalde disse konventer.

Mange af de små stater, med lille Delaware i spidsen, tog helhjertet imod forfatningen. Men i Virginia og i særdeleshed i New York var emnet mere kontroversielt. Virginia havde været den første succesfulde britiske koloni i Nordamerika med en stor befolkning og med politiske ledere, der havde spillet hovedroller i revolutionen. New York var en stor, befolkningsrig stat med den bedst placerede havn på hele Atlanterhavskysten, og staten var dermed central for USA's fremtid. Lokale New York-politkere var tæt kontrollerede af en lokal elite, og det stod ikke klart, hvorvidt lokale politiske ledere ville dele deres magt med de nationale politikere, der ville komme til at kontrollere den føderale regering.

Ratificerings-konventet i New York kom derfor i fokus for diskussionen om, hvorvidt forfatningen var en god ting.

Kampen om ratificeringen

Forfatningens fortalere tog navnet føderalister og fik hurtigt støtte over hele landet. Blandt de mest kendte føderalister var Alexander Hamilton, James Madison og John Jay. De var hovedforfattere til The Federalists Papers - en serie på 85 essays offentliggjort i New York-aviser. Essays, der på mange måder blev en forsmag på det USA, der var på vej. Men disse blev vel at mærke skrevet efter forfatningskonventet og var en del af ratificeringsdebatten i staten New York.

Modstanderne af planen om en stærk regering tog navnet anti-føderalister. De frygtede, at en regering med skatteudskrivningsret hurtigt ville blive lige så despotisk og korrupt som Storbritannien havde været blot årtier tidligere. De mest kendte antiføderalister var Patrick Henry og George Mason. De var også bekymrede over fraværet af en liste over frihedsrettigheder (Bill of Rights) i forfatningen.

Ganske interessant er det, at Thomas Jefferson, som var ambassadør i Frankrig på daværende tidspunkt, hverken var føderalist eller antiføderalist, men besluttede sig for at forblive neutral og acceptere et hvilket som helst resultat. I breve fra Frankrig gav han imidlertid overfor sin ven og senere allierede, James Madison, udtryk for reservationer overfor det endelige dokument. Føderalisterne fik stor nytte af godkendelsen fra George Washington, der havde været formand for forfatningskonventet.

Løfter fra Madison om en liste af borgerrettigheder sikrede ratificering i Virginia, mens Clinton-familien, som kontrollerede New York-politik, slap tøjlerne tilstrækkeligt til, at Alexander Hamilton kunne sikre ratificering i New York-konventet. Ifølge forfatningen kunne den føderale regering komme i aktion og regere de stater, der havde ratificeret, når tallet nåede op på ni stater. Teknisk set trådte USA's forfatning derfor i kraft, da New Hampshire ratificerede den 21. juni 1788. Med Virginias ratifikation den 25. juni og New Yorks den 26. juli, havde elleve stater ratificeret - alle de største stater inklusive.

North Carolinas ratificeringskonvent endte uden godkendelse. Konventet var domineret af antiføderalister, og med en Jefferson-støtte i spidsen blev konventet overbevist om at udsætte ratificeringen og afvente konkrete tiltag fra den første Kongres om at vedtage tilføjelsen af en række borgerrettigheder, der ville sikre en række fundamentalle rettigheder.

Rhode Island havde ikke taget noget skridt til at indkalde et ratificeringskonvent, før den føderale regering var trådt sammen i løbet af marts og april måned 1789.

Forfatningskonventet sørgede for, at det første nationale valg fandt sted, i hvilket George Washington blev valgt som den første præsident og John Adams, som vicepræsident. New York blev udpeget som den første, foreløbige hovedstad, og her blev Washington indsvoret i april 1789 i Federal Hall på det sydlige Manhattan.

Under James Madisons lederskab kom den første Kongres føderalisternes ønske om borgerrettigheder i møde ved at foreslå 12 tilføjelser overfor staterne, hvoraf 10 - senere kendt som Bill of Rights - hurtigt blev godkendt. Et af de 12 oprindelige udkast opnåede ikke ratifikation, og et blev senere ratificeret som 27. amendment. North Carolinas ratificeringskonvent mødtes kort tid efter, at Kongressen stillede forslag om Bill of Rights og ratificerede forfatningen. Rhode Island ratificerede forfatningen den 29. maj 1790 og Bill of Rights ugen efter.

Føderalister og antiføderalister: Udviklingen af et partisystem

Forfatningen nævnte ikke politiske partier, og The Founding Fathers tog med jævne mellemrum afstand til politiske fraktionsdannelser, som karakteriserede regeringerne i mange af staterne. Kampen om ratificeringen af forfatningen udgjorde imidlertid den første ramme for det system af poltiske partier, som senere skulle udvikle sig.

Føderalisterne, som havde anbefalet forfatningen, satte pris på muligheden for at sætte den nye regering i gang, mens anti-føderalisterne, som aldrig havde været tilsvarende velorganiserede, i realiteten holdt op med at eksistere. Ideen om staternes ukrænkelige rettigheder og en svagere føderal regering blev imidlertidig indfanget i et nyt parti, det republikanske eller 'demokratisk-repunlikanske' parti, som efterhånden tog rollen som loyal opposition til føderalisterne, og som overtog kontrollen med den føderale regering i 1800 med valget af Thomas Jefferson som præsident.

Efter valget af George Washington som USA's første præsident i 1789 vedtog Kongressen den første af mange love om regeringens organisering og tilføjede en række borgerrettigheder (Bill of Rights) til den nye forfatning.

Washingtons præsidentperiode

I henhold til forfatningen blev George Washington valgt som den første præsident i USA. Washington var en berømt helt fra Den Amerikanske Uafhængighedskrig og er måske alle tiders mest populære skikkelse i amerikansk historie. Med tilnavnet 'nationens fader' vandt han uden problemer valget i 1789 - i realiteten uden modkandidater. Han fik alle valgmandsstemmer.

I løbet af Washington's præsidentperiode blev den første folketælling i USA gennemført i 1790 i henhold til kravene i forfatningens artikel 1, stykke 2, der sagde, at en optælling skulle gennemføres senest tre år efter Kongressens første møde og efterfølgende hvert tiende år. Optællingen afgjorde antallet og udseendet af kongreskredsene, som valgte medlemmer til Repræsentanternes Hus.

Kongressen vedtog også en lov om Den dømmende magt i 1789, som etablerede hele retsvæsenet - på det tidspunkt omfattende Den Amerikanske Højesteret med seks dommere, 3 underretter og 13 distriksretter. Loven skabte også embederne U.S. Marshal, Deputy Marshal og District Attorney. Endvidere fik højesteret til opgave at løse alle stridigheder mellem staterne og den føderale regering vedrørende konflikter mellem statslige og føderale love.

Whiskyopstanden i 1794, hvor bosættere i Monogahela Valley i det vestlige Pennsylvania protesterede mod en føderal skat på sprut og destillerede drikkevarer, var den første alvorlige prøve for den føderale regering. Washington beordrede føderale politifolk til at efterkomme retskendelser om, at skatte-oprørerne skulle møde i føderale distriktsretter. I august 1794 var protesterne tæt på at ende i regulære optøjer, og den 7. august samledes flere tusinde bevæbnede bosættere nær Pittsburg, Pennsylvania. Præsident Washington tog Militsloven af 1792 i brug og indkaldte de militære enheder fra flere stater. En styrke på 13.000 mænd blev hurtigt samlet - noget nær størrelsen på den samlede hær i Den Amerikanske Uafhængighedskrig. Under den personlige ledelse af Washington, Hamilton og uafhænighedshelten Henry 'Lighthouse Harry' Lee, marcherede hæren til det vestlige Pennsylvania og fik hurtigt knust opstanden. To oprørsledere blev dømt for landsskadelig virksomhed, men blev benådet af Washington. Hændelsen var den første gang under den nye forfatning, hvor den føderale regering havde brugt stærk militær magt til at gennemtvinge sin autoritet over nationens borgere. Det blev også den eneste gang, hvor en siddende præsident personligt ledede et militært slag i marken. Whiskyskatten blev fjernet igen i 1802 uden nogensinde at være blevet inddrevet i større omfang.

Mange andre store politiske beslutninger i Washington's to perioder var præget af to af hans kabinetmedlemmer - finansminister Alexander Hamilton og udenrigsminister Thomas Jefferson, hvis forskellige ideologier svarede meget godt til etableringen af h.h.v det føderale og det demokratisk-republikanske parti. Selvom George Washington advarede mod politiske partier i sin afskedstale, mente mange, at han ved sin afsked var at regne som føderalist. Dette synes at underbygges af Whiskyopstanden.

På trods af Washingtons ønske om at følge en neutralitets-linje, skulle USA udvikle sig til at få en omfattende diplomatisk historie.

Adams og Jeffersons præsidentperioder

Washington gik på pension i 1797, idet han nægtede at sidde som nationens overhoved mere end to perioder. Hans vicepræsident John Adams fra Massachusetts blev valgt som ny præsident. Allerede før han intrådte som præsident, havde Adams haft kontroverser med Alexander Hamilton og var derfor hindret af et splittet parti.

Disse interne stidigheder kom oveni internationalt komplicerede forhold. Frankrig, fortørnet over John Jays nylige traktat med Storbritannien, brugte briternes argument om, at fødevareforsyninger og krigsmateriel på vej mod fjendtlige havne kunne beslaglægges af landets flåde. I 1797 havde Frankrig beslaglagt 300 amerikanske skibe og havde afbrudt de diplomatiske forbindelser med USA. Da Adams sendte tre forhandlere til Paris, gjorde udenrigsminister Charles Maurice de Talleyrands tre diplomater (som Adams kaldte X,Y og Z i sin rapport til Kongressen) opmærksom på, at forhandlingerne først kunne indledes, hvis USA lånte Frankrig 12 millioner dollars og bestak franske embedsmænd. Episoden fik amerikansk fjendtlighed overfor Frankrig til at eksplodere og førte til mobilisering af hæren og styrkelse af flåden.

I 1799, efter en række søslag med Frankrig kendt som Quasikrigen, syntes krigen uundgåelig. Men i denne krise ignorerede Adams Hamiltons råd om at gå i krig og sendte tre nye forhandlere til Frankrig. Napoleon, som lige var kommet til magten, modtog dem hjerteligt og faren for en væbnet konflikt forsvandt med aftalen i 1800, der formelt fritog USA fra dets forsvarsalliance fra 1788 med Frankrig. Frankrig skelede imidlertid til den amerikanske militære svaghed og afslog derfor at betale 20 mio. dollars i erstatning for de beslaglagte skibe.

Fjendskabet overfor Frankrig fik Kongressen til at vedtage 'Alien and Sedition'-loven, der havde stor betydning for amerikanske borgerrettigheder. 'The Naturalization-loven', som ændrede kravene for at få statsborgerskab fra 5 til 14 år, var målrettet mod irske og franske immigranter, som man antog ville støtte 'republikanerne'. 'The Alien Act', som kun var i kraft i to år, gav præsidenten mandat til at udvise eller fængsle udlændinge i krigstid. 'The Sedition Act' forbød folk at skrive, citere eller udgive noget af 'falsk, skandaløs eller sygelig' karakter mod præsidenten eller Kongressen. De fem gange 'The Secition Act' blev brugt, skabte den dog kun martyrer og støtte til 'republikanerne'.

Jeffersonsk demokrati

Da man nåede til 1800, var amerikanerne parat til forandringer. I Washington og Adams periode havde føderalisterne etaberet en stærk regering, men glemte til tider at tage hensyn til princippet om, at den amerikanske regering skal følge folkets vilje. I stedet havde de ført en politik, der stødte store grupper. For eksempel havde de i 1798 skabt en skat på huse, land og slaver, der i praksis vedrørte alle med ejendom overhovedet. Jefferson havde samlet en stor gruppe af husmænd, butiksindehavere og arbejdere, og de gjorde deres indflydelse gældende i 1800-valget. Jefferson havde kolosal opbakning med baggrund i hans appel til amerikansk idealisme. I hans indsættelsestale, den første af slagsen i den nye hovedstad Washington DC, lovede han en 'vis og frugtbar regering' for at bevare den offentlige orden, men ville i øvrige forhold overlade borgerne 'frie til at regulere deres egen stræben efter industri og fremskridt'.

Jeffersons blotte tilstedeværelse i Det Hvide Hus banede vejen for demokratiske forhold. Han belærte sine underordnede om at betragte sig selv som folkets tjenere. Han søgte at fremme landbrug og ekspansion vestpå. Med rod i sin opfattelse af USA som et fristed for forfulgte, agiterede han kraftigt for en liberal nationaliseringslov. Ved afslutningen af hans anden periode havde hans fremsynede finansminister, Albert Gallatin, reduceret statsgælden til mindre end 560 millioner dollars. Og som et resultat af den jeffersonske bølge, der flød henover hele nationen, afskaffede stat efter stat kravet om, at man skulle eje ejendom for at kunne stemme og vedtog mere humane love vedrørende debitorer og kriminelle.

Den amerikanske uafhængighedskrig

Den amerikanske uafhængighedskrig fandt sted i perioden 18. april 1775 - 3. september 1783 og resulterede i, at de britiske kolonier i Nordamerika opnåede selvstændighed, og USA dermed opstod.

Baggrunden for konflikten var en stigende utilfredshed i de nordamerikanske kolonier med det britiske parlaments styrelse af kolonierne, særligt på skatteområdet. Det blev af amerikanske politikere påpeget, at det ikke var passende, at kolonierne skulle pålægges en lovgivning, de ikke selv havde indflydelse på gennem repræsentation i det britiske parlament.

Inden selve krigen brød ud kom det til væbnede sammenstød mellem kolonister og britiske tropper. Mest betydningsfuld var den såkaldte Bostonmassakre 5. marts 1770, hvor fem oprørere blev dræbt. Og i 1773 ødelagde medlemmer af Boston teselskabet, en ladning te i Boston havn. Efter sidstnævnte episode opgav det britiske styre at kontrollere urolighederne gennem indrømmelser. Det blev dog først efter gennemførelsen af den såkaldte Quebeclov i 1774, der fik delegerede fra de 13 kolonier til på en kontinentalkongres i Philadelphia i september 1774 at indlede en handelsboykot mod Storbritannien, at der var åbnet for en decideret krig.

18. april 1775 kom det til kamp i Lexington i Massachusetts, hvor britiske tropper var blevet udkommanderet for at inddrage kolonisternes arsenal. Det var dog først efter, at man 4. juli 1776 vedtog den amerikanske uafhængighedserklæring, at kampene for alvor gik i gang. Frankrig og Spanien stillede sig med tiden på oprørernes side, og i 1781 var det britiske nederlag i realiteten klart. Fredsforhandlinger blev indledt, og 3. september 1783 kunne man i Paris underskrive en fredstraktrat, hvor Storbritannien anerkendte USA's uafhængighed.

Den amerikanske borgerkrig


Konføderationens kampflag (The Battle Flag) med "Southern Cross" anvendt fra 1863 under Den amerikanske borgerkrig.Den amerikanske borgerkrig blev udkæmpet fra 1861 til 1865 i USA (Amerikas Forenede Stater) mellem Nordstaterne - Unionen – og Sydstaterne – Konføderationen.

Der er fortsat debat om, hvad der fik staterne til at gå i krig, for selv om en enkelt begivenhed kan starte en krig, så sker det ikke uden at klimaet allerede er ødelagt af flere – ofte uafhængige forhold. De efterfølgende nævnes gerne som årsager:

● Syden blev ledet af godsejere, som boede på landet og Norden af industrifolk og bankfolk fra storbyer.
● Missouri kompromiset i 1820
● Kompromis i 1850
● Kansas-Nebraska loven i 1854
● Dannelsen af det republikanske parti i 1854 – partiet var imod udvidelse af slaveområderne
● John Browns angreb på Harpers Ferry, Virginia, der medførte at John Brown blev fanget og henrettet. Modstanderne mod negerslaveriet betalte for hans forsvar, hvilket provokerede Syden voldsomt.
● Sagen om Dred Scott i 1857.
● Valget af Abraham Lincoln til præsident i 1860
● Staternes rettigheder i forhold til forbundsregeringen
● Skatterne
● Store forskelle i handelsomfang og –indtægter.

Der er imidlertid næppe tvivl om, at det følsomme emne om negerslaveriet står som den væsentligste faktor både i offentligheden og pressen dengang og i den senere historie. Slaveriet var allerede ophævet i de fleste nordstater, men det var lovligt og økonomisk nødvendigt i syd, hvor Konføderationens jordejere havde baseret økonomien på at bruge slavernes arbejdskraft i landbruget.

Staterne, der trak sig ud af unionen, var Alabama, Arkansas, Florida, Georgia, Louisiana, Mississippi, North Carolina,South Carolina, Tennessee, Texas og Virginia. Tre af slavestaterne, Delaware, Maryland og Kentucky, trak sig ikke ud af Unionen, men Kentucky erklærede sig neutral i konflikten. I Delaware og Maryland blev der stationeret tropper for at garantere mod udtræden. Missouri var delt mellem en unionstro regering i hovedstaden og en løsrivelses-eksilregering, der regerede fra Camden i Arkansas og fra Marshall i Texas.

Unionen blev ledet af præsident Abraham Lincoln og Konføderationen lededes af præsident Jefferson Davis.

Historisk oversigt

Lincolns sejr i præsidentvalget i 1860, fik South Carolina til at trække sig ud af Unionen. En række ledere i denne stat havde længe ventet på en anledning, der kunne benyttes til at forene Syden mod antislaveribevægelsen. Da valgresultatet blev endeligt kendt, erklærede et særligt indkaldt konvent i South Carolina, ”at den union, der nu består mellem South Carolina og andre stater under navnet Amerikas forenede Stater, er hermed opløst”. Den 1. februar 1861 havde yderligere seks sydstater trukket sig ud af Unionen. Den 7. februar 1861 vedtog de en foreløbig forfatning for Amerikas forbunds stater. De tilbageværende sydstater blev foreløbig i unionen.

Mindre end måned senere – den 4. marts 1861 blev Abraham Lincoln taget i ed som præsident. I sin indsættelsestale nægtede han at acceptere udtrædelsen, som han betegnede som juridisk ugyldig. Hans tale sluttede med en bøn om genskabelse af unionsbåndene, men Syden – især South Carolina – vendte det døve øre til. Den 12. april 1861 blev forbundstropper beskudt i Fort Sumter ved havnen Charleston i South Carolina. Kun én blev dræbt i dette første slag, men i løbet af krigen skulle mere end ½ million mennesker miste livet.

Konføderationen begyndte i juli 1861 opbygningen af en hær ved Manasas i Virginia. Unionshærens fremrykning mod Manassas under kommando af generalmajor Irwin McDowell, blev standset af konføderationens tropper under kommando af generalerne P.G.T. Beauregard og Joseph E. Johnston i det første slag ved Bull Run. Unionshæren blev drevet tilbage mod Washington DC. Forfærdede over tabene og i et forsøg på at hindre yderligere slavestater i at forlade unionen vedtog de forenede staters kongres den 25. juli Crittenden-Johnson resolutionen, der fastslog, at krigen blev udkæmpet for at bevare Unionen, ikke for at bringe slaveriet til ophør.

Generalmajor George McClellan tog kommandoen over Potomachæren den 26. juli 1861 (han havde kortvarigt overkommandoen over alle Unionens hære, men blev afløst som øverstkommanderende af generalmajor Henry W. Halleck), og krigen begyndte for alvor i 1862. Ulysses S. Grant skaffede Unionen den første sejr, da han den 6. februar 1862 indtog Fort Henry i Tennessee.

McClellan nåede Richmonds forstæder i foråret 1862, men da Robert E. Lee besejrede ham i Syv Dages Slaget, blev han løst fra sin kommando over Potomachæren. Hans afløser John Pope blev slået overbevisende af Lee ved Bull Run i august. Lincoln gav atter McClellan kommando og den 17. september 1862 vandt han en blodig sejr i Slaget ved Antietam nær Sharpsburg i Maryland. Lee’s hær, der omsider havde lidt nederlag, vendte derefter tilbage til Virginia.

Ikke mindst denne sejr fik Lincoln til den 22. september at udstede den længe forberedte proklamation om slaveriets ophævelse. Den 1. januar i det herrens år et tusinde otte hundrede og sekstitre vil alle personer, der holdes som slaver i enhver stat eller del af en stat, hvis befolkning på det pågældene tidspunkt vil være i oprør mod De Forenede Stater, fra da af og for stedse være fri.

Da McClellan ikke fulgte sejren ved Antietam op, blev han erstattet af generalmajor Ambrose Burnside. Burnside led næsten straks nederlag i Slaget ved Fredericksburg og blev erstattet af generalmajor Joseph Hooker. Heller ikke Hooker var i stand til at besejre Lee og han blev efter Slaget ved Chancellorsville i maj 1863 erstattet af generalmajor George Meade. Den 1.- 3. juli 1863 slog Meade Lee i Slaget ved Gettysburg og Lee’s hær vendte tilbage til Virginia efter et tab på 28.000 mand.

Medens Sydstaternes styrker havde nogen succes i øst bl.a. med forsvaret af deres hovedstad, havde de mindre held med sig i vest. Konføderationens tropper blev drevet ud Missouri allerede tidligt i krigen og denne strategisk vigtige stat blev således holdt for Unionen.

Konføderationens første (og eneste) præsidentNashville i Tennessee faldt tidligt i 1862. Mississippi blev åbnet frem til Vicksburg da Ø nr. 10 og New Madrid i Missouri blev taget. Efterfølgende tog Nordstaterne Memphis i Tennessee, og New Orleans blev indtaget i januar 1862, således at unionstropperne kunne bevæge sig op ad Mississippi.

Nordstaternes vigtigste strateg og taktiker var Ulysses S. Grant, der vandt sejre ved Fort Donelson, i Slaget ved Shiloh, ved Vicksburg, Mississippi og Chattanooga i Tennessee hvor han drev Sydstatstropperne ud af Tennessee. Grant forstod ideen om den totale krig og blev sammen med Lincoln klar over, at kun Sydstaternes totale nederlag ville bringe en ende på krigen. I begyndelsen af 1864 fik Grant kommandoen over alle Nordstaternes hære. Han etablerede sit hovedkvarter ved Potomachæren, selv om Meade forblev denne hærs øverstbefalende. Nordstaternes styrker i øst forsøgte at omgå Lee og udkæmpede adskillige slag, og de led store tab ved Spotsylvania og Cold Harbor. Det slog fejl, da man forsøgte at omgå Lee fra syd under ledelse af generalerne Butlet og Smith, som blev indesluttet ved Bermuda Hundred. Grant var stædig og blev med at presse Robert E. Lee’s Nordvirginia hær. Langsomt sled han konføderationens hære ned; han belejrede deres styrker ved Petersburg og efter to fejlslagne forsøg (under Siegel og Hunter) blev det Phillip Sheridan, der fjernede truslen mod Washington fra Shenandoah Valley. Imens marcherede general William Tecumseh Sherman fra Chattanoga mod Atlanta og ryddede resten af Georgia under marchen til Savannah. Da Sherman drejde mod nord gennem South og North Carolina for at true styrkerne i Virginia fra syd blev det enden for Lee og hans mænd og dermed for konføderationen.

Nordstaterne (Unionen) havde vundet. De forhold, der havde bidraget til Unionens succes, var bl.a.:

● Nordstaternes stærke industrielt baserede økonomi og udviklede jernbanesystem
● Nordstaternes større befolkning [23 millioner mod 5 millioner)
● Nordstaternes adgang til næsten hele handelsflåden og det meste af orlogsflåden
● Nordstaternes stabile regering
● Nordstaternes moralske sag – frigivelsen af negerslaverne – som Lincoln proklamerede midt under krigen, og som ikke mindst sikrede international støtte.

Sydstaternes succes i krigens tidlige faser tilskrives normalt, at de fleste af hærens officerer kom fra syden, således rådede Konføderationen fra starten over et professionelt officerskorps.

Krigen sluttede i 1865 med overgivelsen af konføderationens tropper. Lee overgav sin Nordvirginia hær den 9. april 1865 i retsbygningen i Appomattox. Joseph E. Johnston, som var chef for Tennessee hæren i North Carolina overgav kort efter sine tropper til Sherman. Slaget ved Palmito Ranch den 13. maj 1865 blev krigens sidste landslag – det endte med konføderationens sejr. De sidste landstyrker overgav sig i juni 1865 og konføderationens flådeenheder overgav sig så sent som november 1865.